Blog om min vej – med min far i ryggen

Blog om min vej – med min far i ryggen


Som bidrag til bogen med 15 personlige beretninger fra kvinder i ledelses- og bestyrelsesuniverset, har jeg skrevet min egen beretning om, hvordan den opbakning, jeg fik i min opvækst, har haft stor betydning for min vej i livet. Læs et uddrag af min beretning her og læs den i den fulde længde ved at benytte nedenstående link Med min far i ryggen (åbner i ny fane)

Lige siden jeg var en lille pige, har min far altid troet på mine evner, uden egentlig at sige det til mig højt. Han har altid støttet mig i alt, hvad jeg har foretaget mig. De gange jeg har haft lidt for skøre ideer – tro mig det har jeg haft! – så undersøgte vi det sammen, og fandt frem til en god løsning. Det giver en stor og vigtig tro på, at man kan hvad man vil, som jeg vil mene har haft stor indflydelse på min egen karriere. Det kan mange virksomheder og topledere lære en hel del af, for alt for mange kvinder bliver skræmt væk, fordi de fejlagtig tror, at de ikke kan eller måske ikke har lyst til at være leder.

Så kære virksomheder og topledere: tro på at vi kan, så klarer vi selv resten. Og til kvinderne vil mit råd være: find din rollemodel. Ham eller hende der kan vise vejen, som udfordrer dig, som inspirerer dig men som også giver dig grænseløs opbakning. Det har vi alle brug for – at have en person i ryggen. Jeg har altid syntes bedre om min fars og min brors selskab og aktiviteter end min mors og søsters. Ikke fordi jeg bedre kunne lide dem som personer, men fordi jeg synes det var sjovere og mere udfordrende at være i deres selskab.

Det resulterede blandt andet i at jeg som 15-årig tog jagttegn, fordi så kunne jeg komme med min far på jagt, som han brugte en del tid på. Jeg tog det på aftenskole, og det var vist nok lidt af en udfordring for mig, fordi der var så meget udenadslære, hvor man blandt andet skulle kunne skelne de forskellige ænder fra hinanden, så man ikke skød de forkerte. Jeg synes de alle sammen lignede hinanden, og var elendig til at lære udenad. Og så var der alle jagttiderne: hvornår man må skyde hvad, og ikke skød de forkerte dyr på de forkerte tidspunkter. Man skulle også bestå en praktisk eksamen, som bestod i en skyde-test. Heldigvis var det dengang ikke et krav, at man skulle ramme for at bestå, for så havde jeg aldrig fået mit jagttegn. Det er det vist i dag. Jeg var egentlig heller ikke synderlig interesseret i at skyde.

Det lærte mig, at det ikke altid handler om, hvad man har lyst til eller kan lide. Men det handler om, at gøre det der skal til, for at få billetten til et selskab, en gruppe, en aktivitet eller et netværk, som man gerne vil være en del af. Grunden til at jeg tog jagttegn, var alene fordi jeg så kunne komme med på jagt og nyde min fars selskab som fascinerede mig. Mest fordi mændene samtidig med at de fysisk fik rørt sig og var ude i naturen, havde det utroligt sjovt sammen. Selvom jeg var døden nær af træthed, når der var frokost, så elskede jeg at lytte og blive underholdt af de mange historier, der blev fortalt og genfortalt igen og igen. Det blev så også muligt for mig at gå med min far på elgjagt i Sverige. En hård og temmelig udfordrende øvelse, som var totalt udmattende, da man skulle vandre i timevis i vand til knæene og følge med store mænd, der sådan cirka tog dobbelt så lange skridt, som jeg var i stand til.

Traditionen tro blev der midt på dagen serveret frokost, som bestod af gule ærter, øl og snaps. Selvom gule ærter absolut ikke var en af mine favoritter og der var ikke købt sodavand til mig, tænkte jeg ikke videre over det, da jeg var hundesulten og totalt udmattet koncentrerede mig om at få noget i kroppen, så jeg kunne stå distancen resten af dagen. Der blev nemlig ikke taget hensyn. Det gør man ikke i jagt-verdenen. Og slet ikke dengang. Enten stod man det igennem eller også blev man væk. Og jeg ville jo heller ikke svigte min far, eller sætte ham i dårligt lys, da der vist aldrig tidligere havde været en kvinde med på den jagt, og da slet ikke en ung pige på 15 år. Men min far var overbevist om at jeg nok skulle klare det.

Vi talte aldrig om, hvorvidt jeg nu også kunne klare det – jeg gjorde det jo bare. Altså stod distancen og fulgte med. Helt sikkert værdier, der har påvirket mig i min karriere. Jeg synes der generelt i erhvervslivet, bliver fokuseret og talt for meget om barrierer og hindringer, ift. at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. For meget på alt det der ikke kan lade sig gøre, og alt det vi som ledere – kvindelige ledere – mangler at lære, ikke har erfaringer med, eller ganske enkelt ikke kan stå distancen enten i jobbet eller i branchen.

Når det bliver taget for givet at selvfølgelig kan en pige på 15 år bestå eksamen for at få jagttegn, og derefter følge med granvoksne mænd en hel dag i de svenske skove, så kan det ikke være rigtigt, at unge kompetente kvinder ikke er mindst lige så kvalificerede ledere og bestyrelsesmedlemmer, som fuldvoksne erfarne og til tider kedelige mænd uden mod og ambitioner. Så hvorfor får de ikke samme muligheder?

Læs hele artiklen her 

Tilbage

Del denne post